Toms holdning til børnearbejde

 
Vi tager afstand fra børnearbejde, når der er tale om børn, der på nogen måde tager skade, hvad enten det er fysisk eller mentalt – eller hvis arbejdet afholder barnet fra at få en uddannelse.

Samtidig mener vi, at det er vigtigt at forstå nuancerne, når man diskuterer børnearbejde. Børn der hjælper forældrene med dyrkning af kakao er ikke automatisk og nødvendigvis udsat for børnearbejde – men det er de, hvis de ikke kommer i skole, hvis det arbejde, de udfører, er for hårdt eller hvis barnet f.eks. bliver inddraget i håndtering af farlige kemikalier.
 
Virkeligheden i Ghana og Vestafrika er, at børnene hjælper familien. Sådan var det også for blot 40 år siden i Danmark, hvor børn på landet hjalp deres forældre med de nødvendige gøremål. Skolen holdt f.eks. lukket i forbindelse med kartoffelhøsten – det vi nu kalder efterårsferien. I Ghana opfatter bønderne det som en naturlig del af børns opvækst at hjælpe til på farmen, og børn hjælper derfor ofte deres forældre i kakaofarmene i høstsæsonen. Kakaofarmere er fattige og børnene bliver involveret for, at de kan være med til at sikre den nødvendige indkomst til husstanden.
 
I debatten og synet på børnearbejde er det nødvendigt, at have et klart fokus på beskyttelse af børnenes ret til at være børn, men samtidig også være realistisk i forhold til den faktiske virkelighed som kakaofarmerne lever i.
 
Vi ønsker, at sikre børn mod at lide nogen form for overlast. Research har vist, at en øget kvalitet af skoleuddannelse forbedrer børnenes levevis og reducerer mængden af børnearbejde på kakaofarmene. Derfor har vi gennemført et storstilet uddannelsesprojekt med ulandsorganisationen IBIS i Ghana, som har forbedret skolegangen for over 15.000 børn i nogle af de kakaodyrkende områder. Projektet har skabt øget bevidsthed omkring skolegang og børnearbejde i lokalsamfundene.
 
Desuden betaler vi en merpris for de kakaobønner der købes i Ghana. Dette sikrer, at man kan spore kakaoen tilbage til de landsbyer den kommer fra. Samtidig bidrager merprisen til at finansiere forbedringer af levevilkårene for farmernes familier. Bl.a. etableres der drikkevandsbrønde, uddeles malarianet mv.
 
Vi ønsker ikke at stoppe med at købe kakaobønner fra Ghana, fordi vi ikke mener, at det er den rette løsning. Vi har vurderet, at det er bedre at blive og hjælpe, end at ophøre og flytte indkøbene til andre lande. Problematikken omkring børn og arbejde findes i alle de lande, der producerer kakao. OG helt, helt centralt vil ophør af køb ikke stille kakaofarmernes børn bedre – kakao er den afgrøde, som brødføder deres familier.
 
Hvis du vil læse mere om vores syn på børnearbejde, læse mere om hvad vi gør og hvem vi samarbejder med, vil vi opfordre dig til at udforske siderne under ”Vores ansvar”

 

 

 

 

Global Compact
Få mere at vide om de 10 principper og vores netværk.
Læs mere
Toms i Ghana
Læs mere om vores engagement i Ghana

Ghana