Motion

Det siges, at ”hvis du ikke afsætter tid til motion nu, skal du afsætte tid til sygdom senere”. Ca. hver fjerde dansker er overvægtig. Årsagen menes at være et fald i vores fysiske aktivitetsniveau, snarere end et øget energiindtag.

 

Det er forholdet mellem energiindtag og energiforbrug, der afgør, om vi tager på i vægt, eller om vi taber os. Når vi bevæger os, arbejder musklerne og det kræver energi. Energien kommer fra de næringsstoffer, som vi spiser, især fra kulhydrat (sukker) og fra fedt. Du kan kun tabe dig ved at dyrke motion, hvis du forbrænder flere kalorier, end du har spist.

 

Det anbefales, at voksne er fysisk aktive i mindst en halv time om dagen, mens børn bør bevæge sig i mindst en time. Motionens sundhedsmæssige effekt aftager hurtigt, så lidt motion hver dag er bedre end en lang gåtur i weekenden.

 

Motion forebygger sygdomme

Den sundhedsfaglige begrundelse for at anbefale daglig fysisk aktivitet, er forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme, diabetes, forhøjet kolesterol og overvægt. Hvor stor en effekt motionen har, afhænger af dit energiforbrug. Det bedste er at bevæge sig i et moderat tempo, hvor man forbrænder mere end 300 kcal pr. time (se skema herunder). Altså i alt ca. 2.000 kcal om ugen.

 

Forbrænding ved forskellige former for fysisk aktivitet:

 

1 times aktivitet

70 kg

80 kg

90 kg

Gang  5 km
350 kcal
400 kcal
450 kcal
Løb  10 km
700 kcal
800 kcal
900 kcal
Dans
300 kcal
340 kcal
320 kcal
 

 

Uanset vægt

Cykling 15 km
420 kcal
Svømning
(1800 m)
430 kcal


Hård træning øger forbrændingen

Hvis du vil bruge motion til at øge din forbrænding, så du taber dig eller får mere plads til sukker i din kost uden at tage på, skal du bevæge dig i 1½ time dagligt i moderat tempo. Jo hårdere du træner, jo mere forbrænder du. Du træner hårdt når du ikke er i stand til at føre en samtale og er ret forpustet.

 

Når du begynder at være fysisk aktiv, gennemgår din krop en række forandringer. Dine musklers evne til at lagre energi forbedres og det binder en del vand. Samtidig får du mere blod, og det betyder, at din krop vejer mere, selvom du faktisk har tabt fedt.

 

1% om året

Et fornuftigt vægttab som følge af mere motion og ændrede kostvaner vil måske kun være et halvt kilo om ugen. Måske oplever du endda i starten, at du tager et par kilo på. Men hvis du måler din livvidde, kan du sikkert se, at der forsvinder nogle centimeter, selvom det ikke ses på vægten i starten.

 

Hvis du ikke dyrker motion, sker der et aldersbetinget fald i din kondition og muskelstyrke på op til 1% om året fra det 20 år. Det kan helt undgås, hvis du bevæger dig regelmæssigt i moderat tempo. Motion har stor indflydelse på den forbrænding, der sker i din muskelmasse. Jo større muskelmasse, jo højere forbrænding.

 

Lysten skal drive værket

Det er vigtigt, at du fra første fløjt vælger en form for motion, som du kan lide. Ellers mister du hurtigt lysten. Vejer du for meget, så start med at vælge en form for motion, der ikke belaster din krop for meget. Start med gang frem for løb og svømning eller vandgymnastik frem for aerobic. Cykling og diverse konditionsmaskiner i træningscentre er også godt.

 

Husk, at du ikke skal sammenligne din egen motionsindsats med andres, men udelukkende se på din egen udvikling.


Få mere inspiration til motion

Motion-online

iform.dk

slankogrask.dk

go-motion.dk

Sukkerfri slik
Toms har en række sukkerfrie produkter.
Læs mere